URBANblog

Og din mor! (2001)

image
Filmfacts
Den spanske film ”Y tu mamá también” (på dansk ”Og din mor”) er instrueret af Alfonso Guarón, som har stået bag så forskellige film som den tredje Harry Potter-film ”Harry Potter og fangen fra Azkaban” og science fiction thrilleren ”Children of men”. Med filmen ”Og din mor” er han tilbage i sit hjemland Mexico, og han tager publikum med på en erotisk road trip, man sent vil glemme. Filmen har modtaget flere priser og var bl.a. nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript og en dansk Bodil-pris for bedste ikke-amerikanske film.
vlcsnap-2010-03-16-09h52m20s91

Road trip i Mexico
De to 17-årige teenager Julio og Tenoch lever en tilværelse bestående af sex, joints og rock’n roll. De har sværget hinanden evig troskab og lever efter deres egne regler, som bl.a. går ud på, at de ikke boller hinandens piger. De er et par hormonforstyrrede drengerøve, som har hjernen parkeret sydpå det meste af tiden.

Tenoch er overklassefyren med den rige jetset familie, og Julio kommer fra middelklassen. Allerede her er der en kløft mellem de to fyre, og via den neutrale fortæller i filmen får man indblik i de to drenges tanker og følelser, og forandringerne i samfundet omkring dem.
vlcsnap-2010-03-16-11h29m44s167

I starten af filmen siger de to venner farvel til deres kærester, som skal på interrail i Europa, og de lover hinanden, at de ikke vil bolle med andre! De løfter har Tenoch og Julio ikke tænkt sig at efterleve, for så snart pigerne er væk, går jagten ind på flere piger.

Til en bryllupsfest Tenoch’s familie møder de Luisa, som er ulykkeligt gift med Tenoch’s onkel. Fuld af teenageovermod inviterer de to friske fyre Luisa med på en køretur til stranden, et fiktivt paradis. Da Luisa får svar på nogle prøver hos lægen (og allerede her ringer alarmklokkerne hos den opmærksomme tilskuer) og samtidig finder ud af, at hendes mand endnu engang er hende utro, siger hun ja til tilbudet om at tage med på turen.

vlcsnap-2010-03-16-09h24m40s150
Bilturen fører dem tværs gennem de storslåede landskaber i Mexico, mens snakken går om sex, sex og mere sex. Det uundgåelige trekantsdrama starter, da Luisa forfører dem begge to. Hun søger den sorgløse tilværelse uden ansvar og konsekvenser, men hvor hendes handlingerne ikke har konsekvenser ud i fremtiden, så er det anderledes alvor for de to venner. Deres venskab sættes på prøve, og kløften mellem dem bliver endnu større. Deres troskabsed går langsomt i opløsning i takt med at tequilaen ryger ind og hjernen ryger ud.

De hede sommerdage når deres afslutning, og drengene vender tilbage til hverdagen, som for altid er forandret for dem begge to. Ungdommens sorgløse tid er forbi og voksenlivet venter. Deres veje skilles, men nogle år senere mødes de igen. Her fortæller Tenoch, hvad der skete med Luisa. Hun døde af kræft kort tid efter deres sommer sammen.
vlcsnap-2010-03-16-11h26m05s19

image Carpe diem, men ikke uden konsekvenser
De to fyrer lever den sorgløse tilværelse uden tanke for, hvilke konsekvenser deres handlinger har. Livet skal nydes uden tanke for dagen i morgen. Deres nærmest patetiske sexforstyrrede opførsel skildres lige på og hårdt og uden formildende omstændigheder af Gael Garcia Bernal (Julio) og Diego Luna (Tenoch), og det gør de begge fremragende. Maribel Verdú (Luisa) yder en fantastisk præstation i rollen som den sårbare, lidt kølige kvinde i et forlist ægteskab, som tager livet og lysterne i egen hånd, inden det er for sent.

Det sorgløse teenageliv skildres med humør i en ærlig og bramfri tone. Instruktøren forstår at skabe en fin film om alvorlige temaer, uden at det hele skal handle om sure forældre, der ikke forstår deres børn, og unges oprør mod det etablerede samfund. Det er der allerede lavet mange film om.

Af Mette Nielsen - Da det er Mettes første anmeldelse ved Forbrugermania, så her følger en lille præsentation. Mette er årgang 1975, filmentusiast og læsehest. Top 5 yndlingsfilm: Citizen Kane, Ondskabens øjne, Life of Brian, Gran Torino og Peters friends. Yndlingsskuespillere: Anthony Hopkins og Emma Thompson. Yndlingsinstruktør: Clint Eastwood. Som læsehest elsker jeg en god kriminalroman og min yndlingsforfatter er Bjarne Reuter.

Filmen er udgivet af NTC. Varer 101 minutter. Filmen vises i widescreenformatet 1.85:1. Lydsporet er på spansk/mexicansk og gengives i Dolby Digital 2.0 stereo. Undertekster kan vælges på Dansk,Svensk, Norsk eller Finsk. Intet ekstra materiale. Foto copyright NTC.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar